TTF Legatet
Er du blandt de mange fotointeresserede, som har en rigtig god ide til et fotoprojekt, men mangler en økonomisk indsprøjtning, så læs videre herunder. TTF Legatet er stiftet med det formål at støtte fotoprojekter, som sætter verden i et bedre lys.
Formål
Vores grundholdning er, at verden omkring os er et fantastisk sted. Den er fuld af smuk og uforurenet natur, positive vinkler, glade historier, fine traditioner og velmenende mennesker. Jo mere vi respekterer verden, jo mere passer vi på den. Derfor støtter vi fotografer som hjælper med at formidle netop det budskab gennem billeder. Læs evt. mere om vores mission og vision.
Hvem kan søge legatet?
Alle fotointeresserede kan søge TTF Legatet, fx privatpersoner, grupper, foreninger og klubber i Skandinavien. Passion og talent for at fotografere betyder meget, men vi lægger også stor vægt på kreativitet, på den gode ide, på en ny måde at se og beskrive verden på i billeder.
Hvilke projekter støttes?
TTF Legatet uddeles en gang hvert år. Vi støtter et fotoprojekt, der vil åbne publikums øjne for det faktum, at verden er venligsindet, tilgængelig og fascinerende. Vi støtter projekter, som er med til at fremme medmenneskelig forståelse samt forståelse og respekt for naturen. Fx en fotograf, som vil rejse til Andesbjergene for at fortælle om et særligt, kulturelt arrangement. Eller en skoleklasse, som vil dokumentere i billeder, hvordan solsorten overlever vinteren i Danmark. Eller måske en fotoklub med ide til en anderledes billedserie om den offentlige trafiks betydning for provinsbyers fortsatte eksistens.
Hvad kan pengene anvendes til?
Fotografen eller fotograferne som modtager TTF Legatet, bestemmer selv hvordan pengene skal anvendes. Vores eneste krav er, at udgiften har relation til fotoprojektet, og at den kan dokumenteres. Om man vil købe kameraudstyr, en ny computer, flybilletter, et par nye vandrestøvler eller om pengene skal bruges til at få reproduceret billederne ved afslutningen af projektet, er op til ansøgeren.
Beløb
I 2010 støtter vi et fotoprojekt med i alt 10.000 kr.
Deadline for ansøgning
Ansøgningen skal være os i hænde senest d. 1. november det år, hvor støtten ønskes.
Vi udvælger en kandidat i løbet af november, og beløbet udbetales ca. 1. december samme år. Valget af kandidat bliver ved samme lejlighed offentliggjort på vores hjemmeside. Finder vi ikke en værdig kandidat, udløses puljen ikke for det indeværende år.
Ansøgningen
Ansøgningen sendes med post til følgende adresse: TTF ApS, Højrisvej 7, 8240 Risskov, Danmark. Mærk venligst konvolutten ’TTF Legatet’. Ansøgningen skal indeholde følgende:
• En projektbeskrivelse på mindst en A4-side. Husk at beskrive formålet med projektet og ikke mindst, hvordan billederne efterfølgende skal publiceres
• Kort motivation for ansøgningen med uddybning af, hvordan og hvorfor TTF Legatet vil gøre en forskel for gennemførelsen af netop dette fotoprojekt
• Et print af ansøgerens bedste billede til dato
• Et CV inkl. selvportræt og kontaktinformationer
Hvis et eller flere af ovenstående punkter mangler, kommer ansøgningen ikke i betragtning. Ansøgninger pr. mail eller fax modtages ikke. Vi forbeholder os ret til at kontakte ansøgerne og bede om uddybende oplysninger, dokumentation m.m.
Rettigheder
Fotografen, som opnår støtten, beholder naturligvis rettighederne til sit projekt. TTF ApS forbeholder sig dog ret til at publicere et interview med ansøgeren og ti af de bedste billeder fra projektet, når dette er afsluttet. Fotoprojektet skal være afsluttet senest 12 mdr. efter udbetalingen af støtten.
Hvis du har lyst at følge med i, hvordan vi selv arbejder med billedproduktion og formidling, vil vi varmt anbefale dig at tilmelde dig vores populære nyhedsbrev. Hvis du er interesseret i at læse om hvilke teknikker vi anvender, når vi laver billeder, henvises til vores gratis, online fotoskole.