TTF i Tibet

Vi har været en tur i Tibet for at producere billeder af et land, der for få måneder siden var hermetisk lukket for besøgende. Men tibetansk buddhisme stortrives endnu under verdens tag.

Den 2. august 2009

 

Vi er netop vendt tilbage efter en fotoopgave i Tibet, der på mange måder er et lukket og utilgængeligt land. For det første er Tibet omkranset af nogle af verdens højeste bjerge, bl.a. Mount Everest (8.848 m). For det andet holder kineserne Tibet i et fast jerngreb, især efter opstanden i Lhasa i marts 2008, hvorefter landets grænser blev lukket.

            Nu er Tibet atter blevet åbnet for besøgende, og den mulighed har vi benyttet os af. Trods massiv militærovervågning konstaterede vi med stor glæde, at den tibetanske buddhisme og sjæl stortrives, og at naturen i landet som forventet er helt uovertruffen.

 

Besøg på verdens tag
Himalayabjergene er sammensat af gammel havbund, der blev skubbet op af pladetektoniske bevægelser for ca. 40 mio. år siden. De er dermed Jordens yngste foldebjerge (her kan du se BBC's udmærkede forklaring på hvordan foldebjerge opstår og ikke mindst få en fornemmelse af, hvilke kræfter der er involveret i processen).

        Overalt ses flotte bjergformationer, flere med gletschere. Himlen er klar og blå, og vi oplevede på trods af højden lufttemperaturer på over 30 grader. Den turkisfarvede sø Yamdrok kommer man til efter en køretur ad skarpe hårnålesving på smalle veje. Undervejs møder man nomader, der bor i mørke telte. De legendariske yakokser er også talrige i området.

 

  

Verdens tag i Tibet med den turkisblå sø Yamdrok i ca. 4.000 meters højde.

 

Himmelekspressen
Fra Danmark flyver man først til Beijing og herefter igen med fly til Xining, hvorfra man tager et tog til en lille by ved navn Golmud. Herfra afgår Himmelekspressen med Lhasa som endemål. Togturen varer ca. et døgn. Jernbanen er kun to år gammel og ca. halvdelen af skinnerne på den 1.118 km lange tur er lagt på permafrost, dvs. områder hvor jorden aldrig tør i løbet af sommermånederne. Toget kører op over den tibetanske højslette i op til 5.000 meters højde. Heroppe er der risiko for højdesyge, men der er ekstra ilt med om bord på toget, hvis man skulle få behov for mere end en hovedpinepille. 

 

 

Himmelekspressen er et moderne tog med ekstra iltforsyning til forebyggelse af højdesyge.

 

Buddhismens hovedsæde
Rejsens mål er Tibets største by Lhasa, der ligger i 3.600 meters højde. Midt i byen troner det tretten etager høje Potalapalads med skinnende guldtage. I dagtimerne er der adgang til Dalai Lamas private gemakker, hvor han ikke selv har opholdt sig siden han blev drevet i eksil i 1959. Også Tibets helligste tempel Jokhang templet har en bolig stående til ham. Den nuværende religiøse leder Panchen Lama, der er indsat af kineserne, bor i Tashilumpo klostret i Tibets næststørste by Shigatse.

 

 
Foran Potalapaladset i Lhasa leger børnene i vandstrålerne fra det musikstyrede springvand. 


Munke og troende
På åbne pladser i klostre og templer sidder munke, der bliver overhørt i buddhismens læresætninger. Læremesterens står op og går frem og tilbage, mens han tester munkene i faktaviden i en god blanding af dyb alvor og stor latter. En massiv duft af røgelsespinde og lys, der oser og brænder i yakoksesmør, tætner luften i templer og klostre, der er massivt og farverigt dekoreret og draperet af stoffer og tibetanske tæpper. Tibetanerne kommer og messer med deres bedehjul foran figurer af Buddhaer og Lamaer. Uden for vajer bedeflag for vinden, og pilgrimme vandrer rundt. Mange foretager tusindvis af bedefald med panden helt ned i jorden, så de til sidst går rundt med en sort plet i panden.

 

Munkene på Seraklosteret ånder lettet op efter en hård omgang overhøring i de buddhistiske læresætninger.

 

Fantastiske motiver
Befolkningen er utrolig venlig, og det er let at få lov til at fotografere dem. Kun få gange afviser de eller forlanger penge for det. Børnene vil gerne se fotos af sig selv, men de er ved at blive endnu mere avancerede end det. For få år siden, da vi besøgte Nepal, var den digitale teknologi endnu ikke slået igennem for alvor. Nu er det helt anderledes. Børnene bad ligefrem om at låne kameraet, så de kunne fotografere hinanden, og vise hinanden billederne.

 

  

Vi lånte kameraet ud til et tibetansk barn, som optog dette billede af sin kammerat. Vi kan naturligvis ikke vide, om barnet nogensinde havde fotograferet før, men dette portræt er slet ikke ringe. Det fortæller lidt om de muligheder, den digitale teknologi har givet fotointeresserede mellem hænderne.

 

Fandt du denne nyhed interessant? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, hvis du ønsker helt automatisk at modtage lignende information i fremtiden.

© copyright 2001-2010 Tybjerg Tekst & Foto
Website by No Such Company