Energi Danmark

Vi er i gang med at producere en omfattende billedbank for Energi Danmark. Projektet bringer os vidt omkring i landet. Læs mere og se billeder her.

Den 14. juli 2009

 

Energi Danmark er markedsleder inden for handel med el i Danmark. Virksomheden, der sidste år havde en omsætning på godt og vel 8,6 mia. kr., har rødder helt tilbage til 1993 og sælger el til kunder inden for erhvervslivet og offentlige institutioner. Kunderne dækker branchemæssigt erhverv inden for både produktion, handel, landbrug og service.
 

 

Midt på foråret modtog vi en mail fra marketingsafdelingen i Energi Danmark. I mailen stod der, at man havde behov for at få oparbejdet en stor billedbank omfattende alle virksomhedens aktiviteter som fx kraftvarmeværker, transformerstationer, gartnerier, industrielle anlæg, højspændingsmaster, vindmøller, bygninger og naturligvis de mange ansatte rundt omkring i landet.

 

TAS - Trekantområdets Affaldsselskab - et forbrændingsanlæg i Kolding.

 

TTF blev valgt

Opgaven blev sendt ud i licitation til flere fotografer, som hver især blev bedt om at give deres kreative bud på, hvordan de ville håndtere en opgave af sådanne dimensioner. Vi brugte nogen tid på vores forslag, og blev naturligvis både stolte og glade, da marketingsafdelingen en uge senere ringede for at fortælle, at TTF var blevet valgt om leverandør af billedbanken. Arbejdet gik straks i gang.

 

Højspændingsmaster ved Studstrup nord for Århus.


Stor spredning
Opgaven har på ingen måder været enkel at løse. Vi begyndte arbejdet i starten af maj måned, og er efter flere tusinde kilometers kørsel i Danmark næsten kommet i mål. En stor del af billederne skulle optages udendørs, og da marketingsafdelingen krævede helt eller delvis blå himmel på alle billeder, var det klart, at vejrguderne ville få stor indflydelse på projektet.
 

Godt vejr var et krav fra marketingsafdelingen. Til vores store held har forsommeren været ekstremt solrig, men vi måtte fra start indlægge en vejrklausul i kontraken, som kunne skubbe deadline fremad i tilfælde af en sjaskvåd sommer.  

 

At forstå sit motiv

Ud over vejret har der også været mange andre udfordringer. For at kunne løse opgaven tilfredsstillende har vi truffet aftaler med rigtig mange forskellige mennesker på næsten 30 adresser rundt omkring i landet. Projektet har heldigvis mødt stor velvilje på lokaliteterne. Vi er blevet vist rundt, guidet og oplyst i en grad, som vi sjældent har oplevet inden for industrien. Ord og begreber som volatilitet, systemtarif, regulérkraft, leveringssikkerhed, elbørs, terawatt, varmeydelse, benyttelsestid og decentral kraftvarme har fået helt ny betydning for os. For at kunne fotografere noget, er man nødt til at forstå det, og bl.a. derfor sætter vi stor pris på al den hjælp, vi har fået undervejs.
 

Noget af det første, man opdager, når man besøger Energi Danmark er, at det går hurtigt, når der bliver handlet om el. Men der er heldigvis også plads til smil undervejs.

 

Billedbank en realitet
Vi har netop afleveret den første og meget omfattende portion billeder til marketingsafdelingen. Billedbanken omfatter allerede nu mere end 2.000 motiver fra stort set alle hjørner af landet. I løbet af august måned producerer vi de sidste billeder, hvorefter Energi Danmark har mulighed for at skabe helt nye og visuelt fængslende foldere, annoncer, hjemmesider, plakater og andet materiale.
 

De gode motiver gemmer sig ofte der, hvor man mindst venter at finde dem.

 

Energi Danmark har ordet

Vi synes selv, at billederne fra projektet er blevet super flotte, og der ligger utroligt mange timer til grund for dem. Billederne er enkle, skræddersyede til et bestemt formål og vil med garanti vise sig særdeles brugbare for Energi Danmark. Men en ting er, hvad vi selv mener om produktet, og en anden er, hvad kunden selv synes. Derfor overlader vi her ordet til Energi Danmark.

        'Det er en krævende opgave at fotografere ”døde” ting som et kraftvarmeværk eller en elmast, så billedet bliver interessant og vedkommende. Energi Danmark har valgt TTF til at varetage den opgave, det er at opbygge et arkiv med flere tusind billeder, fordi Casper Tybjerg er en alsidig fotograf med mange og spændende visioner om, hvad der er et godt billede. Casper har til fulde levet op til vores forventninger og har leveret et varieret og meget flot billedmateriale, som uden tvivl kommer til at optræde i vores markedsføringsmaterialer og på vores hjemmeside i mange år fremover. Casper er behagelig og meget imødekommende, når man arbejder sammen med ham, og han kan få et godt billede ud af alt og alle,’ fortæller Inge-Louise Linderoth Lolck, der er kommunikations- og marketingsansvarlig hos Energi Danmark.
 

Der er knapt 1.100 grader varmt inde i denne ovn på KARA/NOVOREN - et forbrændingsanlæg i Roskilde. Her kunne vi erfare, at der i dagene efter Roskildefestivalen bliver brændt omtrent 400 ton telte af i selvsamme ovn.

 

Hvis du har lyst at se flere af vores billeder, er du velkommen til at besøge vores galleri. Er du interesseret i at finde ud af, hvordan vi producerer vores billeder, henvises du til vores gratis, online fotoskole. Arbejder du for en virksomhed, som har brug for at få produceret en billedbank, er du naturligvis velkommen til at rette henvendelse og få et uforpligtende tilbud.
 

Fandt du denne nyhed interessant? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, hvis du ønsker helt automatisk at modtage lignede information i fremtiden.

© copyright 2001-2010 Tybjerg Tekst & Foto
Website by No Such Company