Nikon PRO

Det internationale magasin Nikon PRO publicerer denne måned resultatet af et af vores fotoprojekter. Læs mere, se billeder og hent siderne her.

Den 15. december 2010

 

Nikon PRO er et af verdens flotteste og mest prestigefyldte branchemagasiner. Det udkommer på fem forskellige sprog til professionelle fotografer i hele 27 lande, så det siger sig selv, at der er kamp om den begrænsede spalteplads. Allerede i sensommeren blev vi kontaktet af en redaktør fra London, som udtrykte begejstring over en af vores nyere billedserier. High Speed Photography (HSP) er en teknisk krævende disciplin, som vi for første gang legede med i det tidlige forår. Læs mere om projektet her.
 

 

Nikon PRO udkommer i denne måned til professionelle fotografer i 27 lande. For første gang har vi leveret materialet til en hel artikel i magasinet.

 

I en nedlagt svinestald
Dette nummer af Nikon PRO indeholder både royale familier og verdenskendte elitesportsudøvere. Begge dele kan være svære at komme i nærheden af med sit kamera, men man må aldrig glemme, at gode billeder kan produceres overalt. Sammenlignet med magasinets andre og meget eksotiske indlæg, synes vi det er lidt sjovt, at vores eget er produceret i en nedlagt svinestald i Vestjylland. Det er ikke ligefrem i de omgivelser, man forestiller sig at kunne få international fokus i denne størrelsesorden! Projektet viser endnu engang at den, der ser mulighederne og bruger sin kreativitet i stedet for at tænke i begrænsninger, kan publicere til selv meget store publikummer.  

 

Vi brugte fire nætter i totalt mørke på at optage billedserien. Her oplever en vandballon sit sidste øjeblik som intakt genstand. Projektet svinede utroligt meget, og det var argumentet for at anvende en nedlagt stald. 

 

Et enkelt skud blandt mange
Til syvende og sidst blev det blev billedet af en dåseøl, som bliver gennemboret af et hurtigflyvende projektil, der kom til at illustrere historien. Til at starte med havde billedredaktøren udvalgt en mosaik af forskellige billeder, men Nikons hovedkontor i Holland, som officielt udgiver magasinet og dermed har den endelige afgørelse, ønskede at give dette ene billede al pladsen. Egentlig synes vi, det er lidt ærgerligt, for serien står meget stærkere, når man kan se og sammenligne de forskellige billeder med hinanden. Derfor har Nikon i dag publiceret lidt flere af billederne i galleriet på deres hjemmeside, hvor Casper har skrevet en teknisk forklaring og givet EXIF-data (type af objektiv, valgt indstilling af blænde, lukkertid, ISO, blitze osv.) til hvert enkelt motiv.

 

Projektet krævede helt uhyrlig præcision. For at få de helt rigtige billeder i kassen, skulle vi arbejde med responstider, der måles i milliontne dele af et sekund!

 

Trods grundige forberedelser gik der mange fejlskud i vasken, før de rigtige billeder begyndte at strømme ind på billedsensoren. Vi fandt det praktisk at skyde udstyret ind på små plastikglas fyldt med postevand.


Download selv siderne
For at modtage Nikon PRO skal man være et såkaldt NPS-medlem, hvilket igen kræver, at man er indehaver af en hel del professionelt kameraudstyr og at man har registreret sig. Vi er klar over, at mange fotointeresserede derfor desværre ikke kan modtage magasinet, og derfor har vi valgt at mangfoldiggøre de to sider af magasinet, som har relevans i forbindelse med vores projekt. Har du lyst at læse den engelske version af vores lettere humoristiske indlæg, som nu er på vej ud i det meste af Europa, kan du downloade siderne ved at trykke på billedet herunder. 

 


Læs meget mere om hvordan vi fotograferer i vores gratis, online fotoskole.
Læs om hvilket udstyr vi bruger i udstyrssektionen


Fandt du denne nyhed interessant? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, hvis du ønsker helt automatisk at modtage lignende informationer i fremtiden.

© copyright 2001-2011 Tybjerg Tekst & Foto
Website by No Such Company