TTF tilbage fra SkotlandVi har været en tur i Skotland for blandt andet at afprøve den nye teknologi i kameraet D90, der kan optage video i HD-kvalitet. Vores hovedmotiv var krondyr. Missionen lykkedes.Den 8. oktober 2008
Garabal er navnet på et knapt 2.000 hektar stort naturområde beliggende i den nordlige ende af søen Loch Lomond, der er et af skotternes kæreste nationalsymboler. Når man besøger dette område forstår man straks hvorfor. Naturen er smuk og ikke særlig tilgængelig. Vejene er utroligt dårlige og man må væbne sig med tålmodighed for at komme frem. Langs vejene ligger klassiske stenhuse og flere hundrede år gamle restaurationer. De er så autentiske, at man stadig kan fornemme de mange fester og flasker whiskey, som har gjort livet lidt sødere i generationer.
Hovedformålet med vores tur var denne gang at forsøge at optage video med Nikons nye D90. En opgave med helt nye udfordringer, da vi ikke er vant til at arbejde med levende billeder.
D90 på prøve
At filme med 24 billeder i sekundet giver helt nye muligheder, men indebærer også helt nye udfordringer. På mange måder var det som at skulle starte helt fra begyndelsen. Foto: Tue Wolff Madsen
Videoteknologien har været tilgængelig i mange år, men ikke i spejlreflekskameraer, og dermed slet ikke med mulighed for at filme gennem de professionelle objektiver, som vi har adgang til. Det var med andre ord yderst interessant at skulle filme gennem makro-, vidvinkel- og teleobjektiver.
Hovedmotiv: krondyr
Vi måtte tage alle vores kneb i brug for at komme tæt nok på de lokale krondyr. Foto: Tue Wolff Madsen
...men det lykkedes naturligvis til sidst.
Vagtsomme motiver Det er relativt nemt at arbejde med krondyr i Danmark. Blandt andet fordi Danmark er et fladt land, hvor man nemmere kan snige sig tæt på sit motiv. Skotland, derimod, er langt fra fladt. Krondyrene sætter udkigsposter på bjergskråningerne over skovene. De har samme farve som landskabet, og er således noget nært umuligt at opdage på afstand. I samme øjeblik disse vagtposter lægger mærke til noget unormalt, giver de et advarselskald, og derefter er samtlige krondyr væk. Vi har aldrig før arbejdet med så opmærksomme krondyr, og vi kom til at vandre rigtig mange kilometer, før materialet var i kassen.
Her ses en af vagtposterne i samme øjeblik, som vi bliver opdaget. Så er det ellers om at få skudt sine billeder, for et splitsekund senere er der ikke andet end landskabet tilbage.
Fotograf - nu med video
Vi har optaget rigtig meget video på Garabal, som vi glæder os til at vise frem.
Når det er sagt, skal det nævnes, at D90 er et spejlreflekskamera med mulighed for at optage video. Teknologien har således stadig en række begrænsninger i forhold til et ’rigtigt’ videokamera. Fx er der ikke autofokus under optagelsen og lydsiden bliver ikke lige så god, som den lyd man har mulighed for at lave gennem en større mikrofon. Begge dele er sikkert noget, som den kommende tids digitale udvikling vil kompensere for.
Nikon producerer video
Det er ikke kun herhjemme, at efteråret er på vej. Stemning fra en skotsk skovbund.
Fandt du denne nyhed interessant? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, og modtag helt automatisk lignende informationer i fremtiden. |
| |