PL4 og PL5 er gennemført

De sidste par uger har vi haft fuld fokus på vores Primary Level workshops på Samsø, bl.a. kom vores TTF RIB i brug for første gang. Se kursisternes fantastiske billeder her.

Den 29. september 2008

 

De sidste uger har vi gennemført endnu to Primary Level fotoworkshops på Samsø. To hold kursister blev beriget med brugbar, fotografisk viden og mange lærerige, praktiske øvelser. Vi var endnu engang heldige med vejret, og synes, at kursisterne har præsteret nogle flotte resultater. Her på siden er der mulighed for at se workshoppen gennem kursisternes kameraer.

 

Vi har uddannet to nye hold PL-kursister, og der blev udvist megen entusiasme på Samsø. Kursisterne lærer blandt meget andet, at man af og til må helt ned på maven for at se motiverne.

 

Stor variation
Ingen kan lære at fotografere uden praktisk erfaring. Det er nødvendigt at modtage den rigtige teori på den rigtige måde, men for at den skal sætte sig helt fast, er det også nødvendigt at blive udfordret rent praktisk. På Primary Level workshoppen forsøger vi at skabe de helt rigtige rammer mht. de praktiske forhold. Dette afhænger af vejret, men vi har efterhånden fået udvalgt en række destinationer rundt omkring på øen, som indeholder hver deres specielle udfordringer og som kan bruges i alle slags vejr.

 

Vi anstrenger os for at skabe gode og varierede rammer for fotografering, når vi gennemfører vores PL-workshops på Samsø. Derved får kursisterne masser af praktisk erfaring. Foto: John Ehbrecht

 

Nogle af fototurene indeholder fastlagte opgaver, imens andre er mere frie. Noget, der lyder så banalt som at finde motiverne, viser sig ofte at være noget af det sværeste og her støtter vi naturligvis de kursister, der løber panden mod en mur. Kursisterne bliver desuden rigeligt udfordret på deres viden om fototeknik, lys og valg af udstyr.

 

Det er meget tidlig morgen, og en PL-kursist har udvalgt sig en placering i udkanten af skoven i forsøget på at fange enten rådyr eller andet vildt på sine billeder.

 

P.L. endnu bedre
Vi har tidligere fået stor ros for vores koncept på Samsø, men nu har vi tilladt os at gøre det endnu bedre. TTF RIB kom for første gang i brug på TTF FOTOSKOLEN, da vi introducerede det nye projekt ”Stavns Fjord” i forbindelse med PL4 og PL5. Begge hold blev her stillet en spændende opgave, nemlig at lave en fotodokumentation af et af Danmarks vigtigste naturområder nøjagtigt som professionelle fotografer ville gøre det.

 

Stavns Fjord byder på masser af spændende natur. PL4-holdet blev udsat for intet mindre end 129 spættede sæler, hvilket kunne tælles helt præcist på de luftfotos, der blevet taget under projektet.

 

Stavns Fjord er et stort, beskyttet område, som strækker sig fra Samsø og et godt stykke ud i Kattegat. Det er hjemsted for tusinder og atter tusinder af havfugle, som vi har mulighed for at komme helt tæt på i vores hurtige RIB. Da forberedelserne til denne del af PL har stået på i mere end et halv år, var det naturligvis meget spændende for os at skulle præsentere vores tanker for kursisterne.

 

Her skyder vi ud over bølgerne med det første hold PL-kursister. Foto: Dott Ovesen

 

En af de mest spændende ting ved projektet er, at man kan være næsten helt sikker på at finde sæler og marsvin. Vi arbejder sammen med piloten Rune Balle fra Samsø, og sender nogle af kursisterne op i et Cessna fly for at lokalisere motiverne. Vi er i radiokontakt og når vi får en præcis melding fra flyet, skyder vi ud i båden – og lige i armene på motiverne.

 

TTF RIB på vej ud over bølgerne og samtidig et vue over Stavns Fjord. Foto: Sune Radich Christensen

 

Casper er skipper under Stavns Fjord projektet og giver samtidig fototips til ombordværende kursister, der alle får en stor oplevelse. Foto: Jacob Lehm

 

På vej ind fra havet med masser af billeder i kassen. Humøret er højt ombord, for vi har været helt tæt på både sæler og havfugle. Foto: Per D. Christensen

 

Vi strækker os langt for at bringe vores kursister frem til de rigtige billeder, og der var tale om en slags generalprøve, da vi inviterede PL4 og PL5 holdet med ud på bølgerne. Vi kan fornemme på evalueringerne, at det blev en succes, og Stavns Fjord projektet vil derfor blive en fast bestanddel af PL-workshops fra foråret 2009. Dermed får også fremtidige hold chancen for at producere billeder af helt særlige motiver, som er forbeholdt de færreste.

 

En sæl tager et grundigt kig på fotografen. Foto: Thomas H. Reimann

 

En anden sæl vælger flugten frem for konfrontationen. Foto: Lars Koch-Sølyst

 

Fremragende billeder
Generelt for de to nyeste hold, PL4 og PL5 må det siges, at niveauet var højt. PL4 bestod ved en ren tilfældighed hovedsageligt at IT-fagfolk, som var meget teknisk interesserede og som bl.a. derfor beherskede fototeknikken godt. PL5 var en mere blandet forsamling, som dog havde den fælles egenskab, at humøret var lige så højt som på tidligere hold, og at der blev taget mange utroligt flotte billeder.

 

Fjer i dæmpet solskin. Foto Nanna Lise Vester

 

Som underviser er der ikke noget, der er mere motiverende end entusiastiske elever. Når man stiller en opgave, er det en sand fornøjelse at se, at den bliver taget alvorligt og løst efter bedste formåen. Begge hold skal have stor tak for den energi, der blev lagt i workshoppen.

 

Solopgang i skoven. Foto: Lars Koch-Sølyst

 

Stadig positiv feedback
Vi fornemmer stadig en meget stor interesse for TTF FOTOSKOLEN og ikke mindst vores Primary Level workshops på Samsø. Intet mindre end 64 personer stod på ventelisten til de to hold, der lige er blevet gennemført. Vi anstrenger os for hele tiden at blive bedre, og derfor evaluerer vi altid vores workshops. Noget tyder på, at vi holder niveauet, for herunder giver vi ordet til kursisterne fra PL4 og PL5:

 

Selve tilmeldingsfasen forløb smertefrit med et højt informationsniveau. Workshoppen startede godt ud med en fin introduktion og derefter var vi på den første praktiske øvelse. Jeg synes det virkede rigtig godt at Casper hele tiden kom forbi og kiggede os lidt over skulderen. Bliv ved med det.

Rasmus Abildgren

 

På jagt efter motiver under fuldmånen.

 

At det i den grad gav blod på tanden til at fotografere endnu mere. Jeg var helt høj af begejstring, da jeg tog hjem - og er det stadig for den sags skyld. Glæder mig som et lille barn til at købe nyt kamera og komme i gang for alvor. Og forhåbentlig om et års tid være klar til næste level (AL).

Nanna Lise Vester

 

En kursist viser sand offervilje og stiller sig op som silhuet-model i solnedgangen.

 

Det bedste var, at man var blandt ligesindede og at kurset var ét langt kursus, det føltes ikke som tre enkelte dage med undervisning, men som et forløb. Stavns Fjord projektet var en stor oplevelse. Casper nævnte undervejs på kurset, at han gerne vil dele ud af de gode oplevelser han selv har været heldig at have som fotograf, og det var lige netop det jeg fik ud af projektet.

Sune Radich Christensen

 

På Primary Level bliver teoretiske værktøjer straks omvendt til praktisk erfaring.

 

Det er svært, at fremhæve en enkelt ting som det bedste ved workshoppen, men måske det, at det var en rigtig fed oplevelse, som giver så meget lyst til at fotografere og blive bedre til det. Dernæst er der også det netværk, som jeg tror på, at jeg har fået med de andre deltagere, som rækker langt ud over de dage workshoppen har varet.

Preben Justesen

 

Jeg har virkelig flyttet mig som fotograf. Nu kan jeg bruge mit kamera rigtigt og tage billeder jeg aldrig havde drømt om, at jeg kunne. Eller som jeg ikke har kunnet forstå, hvorfor jeg ikke kunne, når jeg nu prøvede. Før var jeg bare fritidsfotograf – nu er jeg fotograf af hjertet. 

Jeanette Vestergaard Juul

 

Der bliver brug for alle de små grå, når der skal overskues så mange knapper, som et moderne digitalkamera har. Men der er hele tiden hjælp at hente.

 

En inspirerende workshop med meget inspirerende kursusledere. Samtidig en indsigt i, at når man arbejder med noget, der begejstrer, så bliver man glad. Og personligt har jeg fået ny inspiration og mod på at lade fotografering fylde mere i min hverdag fremover. Tak for et godt kursus. Det blev et vendepunkt på flere måder.

Kirsten Wissing

 

Flyvende indtryk fra Stavns Fjord. Foto: Ib Corneliussen Nielsen

 

Hvis man følger med i debatforums på nettet, er der en tendens til at kunsten at fotografere bliver meget teknisk og kompliceret. Casper har evnen at få tingene simplificeret og få det hele ned på et plan, hvor alle kan være med. Jeg har før haft problemer med at jeg ikke fik taget billeder pga. at jeg hang fast i den ”komplicerede verden”, og var usikker på om mit kamera var indstillet korrekt. Casper er god til at summe diskret rundt blandt deltagerne og komme med brugbare tips og vurderinger.
Per Daugaard Christensen

 

Nye hold på vej
I vores næste nyhedsbrev offentliggøres datoer for de PL-workshops, som vil blive gennemført i foråret 2009. Vi anbefaler at man reagerer hurtigt, hvis man vil med på et af disse, for noget tyder på, at interessen ikke er blivet mindre siden sidste semester. Vi glæder os allerede til at møde de næste hold af fotoentusiaster på Samsø! 

 

PL5-holdet på arbejde i en rigtig Samsø-solnedgang. Foto: Jasper Vilgaard
 

Fandt du denne nyhed interessant? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, hvis du ønsker at modtage lignende information helt automatisk i fremtiden.

© copyright 2001-2010 Tybjerg Tekst & Foto
Website by No Such Company