Transport af udstyr - tasker og kufferter

Mobilitet er en af de vigtigste komptencer i vores virksomhed. Verden er vores arbejdsplads og for at lykkes med vores mission, skal vi kunne komme frem til og arbejde i alle slags miljøer. Derfor har vi gjort os mange overvejelser omkring transport af vores kameraudstyr.

 

Til og fra destinationen

De senere år har stigende sikkerhedskrav og brændstofpriser gjort det meget mere kompliceret at rejse med fly. Man kan ikke længere komme anstigende med en kæmpe taske fyldt med kameraudstyr og forvente at få den med i kabinen. Vi rejser ofte med mere end 30 kilo kameraudstyr ad gangen, og når det er tilfældet, har man ikke andre muligheder end at checke udstyret ind sammen med resten af bagagen.

        Vores rekord indtil videre satte vi i 2004, da vi checkede 135 kilo udstyr ind hos Icelandair. Heldigvis havde vi lavet en aftale på forhånd med flyselskabet, men på trods af det tabte personalet næsten underkæben, da vi viste dem bagagen og lagde billetter for kun to personer på skranken!  

        Når udstyret skal checkes ind, anvender vi brudsikre kufferter fra virksomheden PeliCase. Vores udstyr har rejst flere gange rundt om jorden i disse - endnu uden at komme til skade.

 

 

Vores kameraudstyr har rejst flere gange rundt om jorden i PeliCases.

 

En anden fordel ved PeliCases er, at det kan bruges på destinationen. Af og til skal vi videre med mindre fly, firehjulstrækker eller båd fra lufthavnen og til de områder, hvor motiverne findes. Udstyret bliver nogle gange spændt fast på taget af en firehjulstrækker. Hvis man skal igennem en ørken i høj fart, bliver det meget støvet, og derfor skal udstyret opbevares fornuftigt.

 

Kufferterne holder effektivt støv, sand, salt og vand ude. Vores udstyr har (endnu) ikke taget skade på en rejse, og vi håber, at det bliver ved med at være sådan.

 

Rygtasker

Vi vandrer meget ofte det sidste stykke frem til motiverne, og når det sker, befinder udstyret sig i rygtasker fra virksomheden LowePro. Vi har flere forskellige slags og typer af disse. Disse tasker bruger vi også til at opbevare og organisere udstyret til hverdagsopgaver herhjemme.

 

Udstyret er ankommet til en højalpin slette på Mount Kenya. Vi har selv slæbt det op i knapt 4.000 meters højde. Derfor stiller vi krav til taskernes brugbarhed og komfort.

 

Uanset hvilke tasker og kufferter vi vælger at bruge, handler det altid om det samme: at bringe kameraudstyret frem og tilbage fra opgaven på en sikker og effektiv måde.

 

Fandt du relevante informationer på denne side? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev og modtag helt automatisk lignende informationer i fremtiden.

© copyright 2001-2011 Tybjerg Tekst & Foto
Website by No Such Company