Rejsefoto

Der er pt. 196 lande i verden. Regnskoven i Amazonas dækker 7 millioner kvadratkilometer. Der er blevet målt -89,2 grader i Vostok og +70,2 grader i Lutørkenen. Der bor 33,6 millioner mennesker i Tokyo. Himalaya har 250 bjergtoppe, som rækker mere end 6.000 meter op over havoverfladen. Vi lever i en fantastisk verden, og den er i høj grad værd at dokumentere med 

billeder.

 

18 års erfaringer
Vi har produceret billeder i mange vidt forskellige lande. Produktionerne har foregået i stort set alle tænkelige miljøer fra de tørreste ørkener til de koldeste have og de højeste bjerge. Vi har lavet billeder hele vejen fra de fattigste samfund i den tredje verden til den pulserende hverdag på Wall Street. I bogen videregiver vi vores mest brugbare, praktiske erfaringer fra opgaverne. Vi modtager fx meget ofte spørgsmål om, hvordan vi pakker vores kameraudstyr, hvordan vi har forsikret det, hvordan vi ordner det praktiske omkring flyvning og anden transport af udstyr, og alle sådanne emner bliver gennemgået i bogen.

 

Vi har rejst i det meste af verden med vores kameraudstyr. I bogen giver vi vores praktiske erfaringer videre til alle andre, der interesserer sig for at rejse ud i verden med kameraet.


At forberede sig
Når man rejser, flytter man sig væk fra det kendte og ud i helt andre rammer, som man kender mindre til. Det betyder, at man er nødt til at forberede sig, hvis man ønsker at lave gode billeder. Mange kender følelsen af at komme hjem med en stor mængde billeder, som ikke rigtig lever op til de indtryk, man fik, da man stod på destinationen. Årsagen er oftest, at man ikke har gjort sig selv den tjeneste at forberede sig på forhånd, og at der ikke har været en klar plan for, hvad der skulle fotograferes.  
        Hvis man ønsker at komme hjem med rigtig gode billeder, er man nødt til at prioritere fotograferingen undervejs. Rejser man alene er beslutningen nem, men rejser man sammen med andre, bør de også være indforstået med dette ønske. Det tager nemlig tid at lave gode billeder. For os er det ikke usædvanligt at bruge lige så lang tid på at forberede en fotorejse, som vi bruger på at gennemføre den. I bogen fortæller vi i detaljer, hvordan vi selv forbereder vores rejser, og hvorfor det aldrig er en tilfældighed hvilke billeder, vi kommer hjem med.

 

Vores billeder er kun meget sjældent resultatet af en tilfældighed. Vi bruger meget tid på at forberede vores opgaver, og inden enhver rejse forsøger vi altid at indhente så mange informationer som muligt. Her ses et screendump fra det geniale program Google Earth.


Tekniske overvejelser

For at blive en dygtig fotograf skal man mestre mange forskellige egenskaber. Man skal vide noget om motiverne, man skal kende til lysets natur og sidst, men ikke mindst, er man naturligvis nødt til at vide noget om fototeknik. Lysforholdene ude omkring i verden adskiller sig meget ofte fra det, man kender hjemmefra, og derfor er det en rigtig god ide at få styr på sin fototeknik allerede før, man tager af sted. Vi fortæller om hvilke indstillinger vi selv anvender, og i et af bogens andre kapitler gennemgår vi desuden de praktiske udfordringer på forskellige destinationer og rejsetyper: skiferien, storbyferien, charterrejsen, kajakturen, safarien og trekkingturen osv.

 

Lyset driller ofte, når man fjerner sig fra det kendte og bevæger sig ud i helt uvante rammer. Det gælder om at være klar, når motivet pludselig opstår.

 

Vi har nogle grundindstillinger, som vi ofte anvender, når vi rejser. I bogen gennemgår vi brugbare, tekniske overvejelser, der kan redde det gode billede i skiftende lysforhold.


Lærerige billeder
Vi har brugt flere måneder på at producere bogen, og specielt har vi brugt lang tid på at udvælge hvilke billeder, den skulle illustreres med. Vi har mere end 300.000 billeder i vores primære arkiv. Det var med andre ord ikke et problem at finde billeder nok, men det var til gengæld en stor udfordring at vælge de mest lærerige. Under hvert eneste af bogens bærende billeder har vi beskrevet, hvordan det er lavet, og vi videregiver som i de andre bøger i serien alle relevante indstillinger (objektiv, brændvidde, blænde, lukkertid, ISO, fokustype, evt. blitz, eksponeringskompensation, stativ). Dermed indeholder billedteksterne en guldgrube af viden for den, der ønsker at blive en dygtigere, rejsende fotograf. God tur!
 

Bogen koster 199,00 kr. og kan erhverves i samtlige CLICK-butikker rundt om i landet. Desuden kan den bestilles online her.


Fandt du denne nyhed interessant? Skriv dig op til vores inspirerende nyhedsbrev, hvis du ønsker helt automatisk at modtage lignende informationer i fremtiden.

© copyright 2001-2011 Tybjerg Tekst & Foto
Website by No Such Company